Toppen af poppen i 2011

Skrevet af Ulrik Schaarup

Nedenstående er en liste over det mest spændende, der er sket i 2011 på triatlon scenen. Den er selvsagt 100 % subjektiv og valgt ud fra kriteriet: “Hvad synes vi var fedt i 2011?”.

- Andreas Raelert & Michael Raelert

Brødrene er nok ikke så overraskende store stjerner her hos Tri365 brødrene. Vi følger dem tættere og tættere, selvom de er tyskere… Andreas satte en vanvittig verdensrekord på 7:41 i Challenge Roth. Han blev nr. 3 til VM på Hawaii. Michael blev desværre skadet og måtte melde forfald til Hawaii, men er virkelig kommet flot tilbage i på halvironman scenen. Han bliver verdensmester i 2012… Eller også bliver det Andreas…

- Jimmy Johnsens fravalg af landsholdet

Vi skal ikke gå ind i detaljerne. Hvorvidt Johnsen har ret eller uret. Det ved vi ikke nok om problemstillingen til. Men vi tager sgu hatten af for en dansk landsholdstriatlet, der endelig bryder ud og giver udtryk for sine holdninger i et dejligt åbent og ærligt indlæg (læs det her). Jimmy får hans bedste sæson nogensinde i 2012. Det var også en fornøjelse at følge Johnsen i Challenge Copenhagen kæmpe med Tim Berkel. Super præstation.

- Vores løbefremskridt efter skift til K-Swiss

I efteråret 2010 begyndte jeg at løbe i K-Swiss løbesko, og jeg er blevet en ny løber. Andreas skiftede i foråret til K-Swiss og har haft den samme oplevelse. Efter at have løbet i rigtig mange løbesko i mit liv, så er det nærmest surrealistisk, så stor en fornøjelse det er at løbe i K-Swiss sko. Jeg er blevet en markant bedre løber. Jeg lander længere fremme på foden og bruger min krops naturlige støddæmpning mere. Vi har virkelig fundet den barnlige løbeglæde frem igen. Det er så dejligt.

- Mads Vittrups gennembrud

Det er vel ikke mere end 3-4 år siden, at Vittrup begyndte på triatlon… Men hold nu op, hvor er den knægt en hurtig afsluttende løber. Lidt mere arbejde i svømmebassinet, og så er der vist ingen grænser for, hvor langt tømreren fra Horsens kan nå… Han bliver spændende at følge i fremtiden. Vi håber bare, han holder fast i det momentum, han har nu. Han fortjener mere opmærksomhed, men sådan noget kræver jo også, at man både opsøger den, og er villig til at tage imod den… Hans 4. plads i Challenge Copenhagen med til dato Danmarks hurtigste maratonsplit i en Ironman på 2:38 var meget imponerende. Ligeså var hans 4. plads i Ironman Florida i november. Wow, for en sæson.

- Tim DeBooms præstation i Norseman Xtreme Triathlon. Han opførste sig som den sande mester, han er – dobbelt verdensmester på Hawaii! Og så var det sjovt at se, at han kørte den samme taktik ved buffeten. Han lagde en bund kl. 20 og vendte tilbage ved midnat for at lige at fylde på inden sengetid. Buffeten havde i øvrigt åbent til 01.30… Kl. 8 næste morgen stod han der igen – ligesom denne skribent.

- Rasmus Petræus sejr i Challenge Aarhus og hans efterfølgende tur til USA. Hold nu fast ved den halvironman distance!

- Chris ‘Macca’ McCormacks beslutning om at forfølge drømmen om OL, mens han stadig har chancen. Det kunne mange lære meget af. Det lykkes måske ikke, men det betyder heller ikke noget for os. Han er sgu bare for sej!

- De danske talenter med Andreas Schilling Andersen i front. Det bliver vildt spændende i de kommende år at følge de yngste mænd og kvinder. De skal prioriteres!

- Fitness dk-Tri har haft stor betydning for den positive udvikling i dansk triatlon. Det skal nok fortsætte i 2012. Man kan have nok så mange meninger om projektet og dens set-up. Det overrasker nok ingen, at vi er positive. Og sporten har altså brug for dem, så lad os nu ikke skubbe dem væk fra os!

- Tri på Tyren var en fest og en dejlig formiddag. Som altid en stor dag for dansk triatlon.

- Øresund Triathlon fik en fantastisk debut. Sejr eller ikke sejr. Det var en stor dag for alle.

- Lance Armstrongs comeback til triatlon. Selvom det var til Xterra, så er det altså bare inspirerende at følge en 7-dobbelt Tour de France vinder bare nyde at dyrke triatlon. Vi vil gerne til start i et stævne, hvor LA også stiller op… 

- Sidst, men ikke mindst, så fik vi begge en masse sjove, spændende og mindeværdige oplevelser i 2011. Jeg fik måske nok resultaterne, men vi er et team! Vi har fandme haft det sjovt med vores triatlon træning i 2011.

Jeg er meget glad for, at jeg står på den første dag i det nye år i markant bedre fysisk tilstand end for 1 år siden. I 2011 er det til fulde lykkes mig at få lagt et skadesfyldt 2010 bag mig. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil kunne undgå skader i fremtiden. Medmindre jeg bliver ramt af decideret uheld. Mit nye samarbejde med Kliniks Team Skadefri vil være en uundværlig del af denne proces.

Andreas kommer måske nok ud af 2011 i en lidt dårligere stand, end han gik ind i året med. Hans hjertefejl betyder, at han skal bruge 2012 på at finde ud af, hvilken betydning den vil have for hans træning og for hans konkurrencer. Det er sandt nok den samme hjertefejl, som stoppede Torbjørn Sindballes karriere, men der er meget stor forskel på Sindballes træningsniveau og træningsmængde, og Andreas’, så en videre sammenligning er ikke konstruktiv eller valid. Andreas må træde et skridt tilbage i stedet for et skridt frem. Hans træningsmængde vil nok snitte omkring 10 t/uge. Hans mål er ‘bare’ at komme til start i triatlon stævner, og så tager vi den derfra. Men han skal nok få en masse glæde fra sporten i 2012. Det håber vi også, du får!

God træning og Godt Nytår :-)

Google Buzz
, , , , ,

No comments yet.

Leave a Reply