Ensidig træning og ensidig belastning er den direkte vej mod manglende motivation – foruden at det også kan være vejen mod overbelastningsskader.
Det kan være i form af den samme svømmehal, det samme fitnesscenter, de samme mennesker, det samme underlang eller den samme cykel- og løberute. Den samme træning dag ud og dag ind. Det er kun et spørgsmål om tid, før hvert enkelt menneske bliver trætte af det – fysisk som mentalt. For intet menneske er umenneskelig.
Tænk holistisk – det hele menneske
Både fysisk og mentalt skriger vores krop efter variation. Vores led, sener og muskler bliver stærkere af varierende belastning. Skiftende underlag, arbejde i forskellige intensitetsniveauer, nye intervaller, forskellige træningsformer, træning i alt slags vejr osv.
Vi udvikler os, når vi træner forskelligt og nyt, og det skaber mental motivation. Vi bliver inspireret af den varierende træning i forskellige omgivelser. Det er sjovt, og vi får et smil på læben.
Vi fungerer bedst, når alle vores behov bliver opfyldt. Vores krop er en helhed. Vi består ikke af en masse enkeltdele. Hele kroppen skal være med for, at vi kan fungere optimalt og indfri hver vores potentiale.
Triatlon er en sportsgren, som næsten alle former for træning kan overføres til. Ingen form for træning er spild tid.
- selvom det er klart, at man ikke bliver bedre bedre og udvikler sig som triatlet, hvis man ikke har sin primære fokus på svømning, cykling og løb.
Det vigtigste er naturligvis, at man har variation i sin fysiske træning. At man træner en masse forskelligt, så hverken ens krop eller ens hoved begynder at kede sig.
Nedenstående er bare nogle få eksempler på, hvordan du ellers kan skabe variation i din træning:
- Skift svømmehal, når du har muligheden. Jeg skifter jævnligt mellem fire forskellige svømmehaller. Jeg ved af erfaring, at jeg kan blive meget træt af de samme livreddere, de samme pensionister (der alle skal svømme brystsvømning i deres egen bane), den samme vandtemperatur (det er skidekoldt i Hørsholm), de samme fliser i bassinbunden og de samme slidte badeforhold. Men jeg kan mærke, at når jeg skifter mellem de forskellige bassiner, så føles det faktisk lidt nyt, hver gang jeg træder ind i receptionen, og når jeg efterfølgende lader min blege krop ramme vandoverfladen.
- Træn din svømmeteknik. Det giver en masse variation. Du bliver ikke bedre af bare at tonse baner efter baner. Du kommer i bedre form, men bliver du en bedre svømmer, bliver du også en mere glad triatlet. Det skaber motivation. Det kan måske også inspirere dig til at forbedre dig yderligere. Har du først taget et skridt, er det næste skridt ikke så uoverkommeligt. To skridt af gangen er ikke nemt.
- Skift underlag så ofte, du kan. Løb på asfalt, grus, jord, græs, skovbund osv. Tag stien fra landevejen ind i skoven, ud på gruset og tilbage igen. Man opdager nye veje, og ser nye steder, hvis man tør prøve noget nyt.
- Selvom du skal lave Challenge Copenhagen, så overdriv ikke din træning på ruten. Selvom det ser ud som om, det er det nemmeste. Kør nye ruter. Få nye billeder på nethinden. Se nye landskaber. Kør på nye bakker. Nye sving. Nye overraskende ruteændringer. Det giver meget mere – fysisk, mentalt og ikke mindst teknisk.
- Pas på med kun at fokusere på, at du skal cykle alene i et triatlon stævne – hvis du skal det. Træn også på landevejen, som var du en helt almindelig cykelrytter. Varierér din cykling. Altid nye ruter, nye sving, nyt underlag og nye bakker. Træn på MTB (hvis du har én), cykl en masse spinning eller træn derhjemme på turbotræneren. Træn aldrig den samme cykling to gange i træk.
- Når du træner styrke, så varierer så vidt muligt mellem forskellige træningsformer – fra almindelig core-træningsøvelser til CrossFit, Kettlebells og TRX Suspension Training.
- Træn sammen med nye mennesker. Vær åben overfor nye træningsbekendtskaber. Ikke dermed ment, at man ikke skal holde fast i sine faste træningsmakkere, som fungerer godt for én. Men bare en gang imellem kan det være konstruktivt at træne med nye mennesker. For man kan altid lære noget af andre. Ny inspiration er guld værd.
- Tag muligheden, når den er der - når den er opstår. Tænk ikke for meget over det. Er der mulighed for at prøve en ny træningsform, så slå til – og så ignorer, at det ikke lige stod i træningsprogrammet.
God træning







2. januar 2012
Blogs, Træning, Ulrik Schaarup