Kurven havde brug for et naturligt lille knæk

Justering og tilpasning er to nøgleord – særligt når man er sin egen træner

Man skal altid give sig selv lov til at trække sig lidt tilbage. Til at lytte til sin krop og dens signaler. Til at træde et skridt tilbage og evaluere. Tage et frirum for at få styr på både det mentale og det fysiske.

For derefter at justere sin plan. Det handler kort og godt om at tilpasse sig virkeligheden.

Det er vigtigt, at man giver sig selv lov til at have ramt et dødpunkt. At man tør anerkende det. Ligegyldigt, hvor irriterende og frustrende, det kan føles.

Det gjorde jeg for et par uger siden. Det kom lidt snigende på vej. Men jeg var bare træt. Jeg fik sovet +10 t/dag i snit, så der var heller ikke så meget tid tilbage til træning. Det var nok meget sundt. Jeg har trænet rigtigt godt siden 1. november. Jeg er i gang med at bygge min grundkondition op til et nyt niveau, og det udvikler sig som planlagt.

Omkring jul begyndte min krop at føle sig lidt træt, og der var ingen grund, og der er aldrig nogen god grund til, at ignorere kroppens signaler, at satse, og bare køre videre ufortrødent. Det handler om at være ærlig over for sig selv.

Jeg har stadig fået trænet fornuftigt hver dag (knap 2 t/dag i snit), bortset fra en enkelt dag, så det har ikke været helt skidt. Men det har været træning i lidt kortere tid og med en lavere intensitet.

Den ene dag var i tirsdags. Mandag middag begyndte jeg at få det skidt, og om aftenen havde jeg feber. Jeg tilbragte derefter 17 timer på langs, og det er godt nok lang tid siden sidst.

Man kan altid være bagklog og konkludere, at man skulle have valgt at sove og hvile endnu mere noget før, men den slags tanker er ukonstruktive, for man kan ikke vide, om det havde haft bare den mindste betydning. Og tiden er jo også en betydelig knaphedsfaktor, så det er svært bare at hvile noget mere.

Træner man ikke på de dage, hvor man ikke er på toppen, går man glip af rigtigt meget. Det er ofte, at jeg har de bedste træningspas på de dage, hvor jeg startede med at føle mig alt andet end frisk.

Det kan være meget svært at vurdere, hvornår man er naturligt træt efter fysisk træning, og hvornår man rent faktisk er syg. Det vil det altid være. Det bliver nemmere med årene og erfaringen, men jeg foretager naturligvis også fejlvurderinger, og så længe man lærer af dem, skal man hverken ærgre sig eller bekymre sig. Fejl er en del af en positiv og en progressiv udvikling. Hvis man ikke tør begå fejl, tør tage chancer, tør se nederlag i øjnene, så skal man heller ikke forvente at få nogle personlige sejre.

Jeg har fået justeret min træningsplan. Jeg har tilpasset mig udviklingen, og min træningsplan er blevet tilpasset den. Kurven er vendt efter et lille naturligt knæk. Jeg har en god fornemmelse i kroppen.

Andreas og jeg har ikke fået trænet meget sammen i det nye år. Vi har bare ikke kunne få vores forskellige dage til at falde i hak. Det bliver forhåbentligt til mere fællestræning i den kommende tid. Andreas er en ret vigtig del af min træningsglæde, og han er med til at presse, inspirere og motivere mig i hver eneste fællestræning. Han vil træne mindre i forhold til sidste år (pga. hans hjertefejl og nyt arbejde), det vil nok blive til ca. 10 t/uge, så det handler virkelig om, at vi koordinerer og planlægger vores fællestræning fremover. Men det skal nok komme til at fungere.

I dag havde vi et helt fantastisk morgen-løbepas sammen i Hørsholm Folehave. 70 minutters stavløb på nye stier. På dejligt blødt underlag. Tæt på små nydannede søer. Mange væltede træer i nærmest måneagtige områder. Løb langs vidtstrakte grønne vidder. Dådyr, der vågner pludseligt ved lyden af to højtsnakkende triatleter. Solen, der står op undervejs på en smuk blå himmel.

Episk. Der kan man virkelig tale om at blive inspireret. Sådan noget kan sgu anbefales!

I dag har jeg også fået sendt min ansøgning for en Pro Licens af sted. Den ender godt nok med at blive 2 dage forsinket i forhold til deadline, som åbenbart var på en søndag, men mon ikke det går alligevel. Jeg tror snart, at jeg er én  af de eneste, der forholder sig positivt, eller i hvert fald neutralt, i forhold til dette nye tiltag fra Dansk Triathlon Forbund. Jeg synes, at man skal se tiden an og derefter konkludere, om det er en forbedring. Før jeg har set det i drift, kan jeg ikke vurdere, om det er godt eller skidt. Endelig er det også meget få medlemmer (trods alt ikke særlig mange danske Pro triatleter) af DTriF, der bliver berørt af de kr. 1.500, som det nu koster at være indehaver af en dansk Pro Licens. Penge, som skal gå til at teste af os atleter. Hvis det bare kan skræmme én aktiv væk fra at overveje brugen af doping, så betaler jeg gerne det beløb.

Jeg har i øvrigt de sidste to dage fået trænet virkelig fornuftigt, og jeg er for alvor tilbage på rette spor.

God træning