Kulden kan bare komme an

29. januar 2012

Blogs, Ulrik Schaarup

Min krop har haft det godt i denne uge. Jeg er tilbage, hvor jeg vil gerne vil være på det her tidspunkt af året. Starten af året var plaget af en udpræget træthedsfornemmelse i krop og sjæl. Motivationen har dog aldrig haltet, men nu er hele kroppen til stede. Jeg responderer godt på træningen, og jeg restituerer godt på træningen.

Det har været en svømme- og en cykeluge. Jeg har svømmet fem gange (ca. 3 timer), og jeg har cyklet indendørs hver dag (ca. 13 timer). Jeg har fået lavet coretræning i fornuftig stil, og i fredags fik jeg endda lavet squatøvelser.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med squaten, var, da jeg spillede fodbold i et halvt års tid i Lyngby. Det er godt nok mange år siden, men jeg mindes til stadighed den enorme effekt, som tre måneders styrketræning med fokus på squaten havde på min hurtighed og eksplosionsevne. Hvis jeg havde mere tid, ville jeg helt klart prioritere squaten noget mere.

Jeg har fået købt et par nye svømmefødder, som gerne skulle styrke mit fodled og gøre det mere smidigt. Jeg prøvede det i går, og det var sgu hårdt at arbejde med nye svømmefødder. Men jeg har på fornemmelsen, at det vil blive en forbedring…

Jeg har kun fået løbet 40 min kombiløb i denne uge suppleret med 45 min på crosstraineren. Det har bare ikke rigtigt været muligt at få løbet mere, men der er øget fokus på løbet i næste uge, og det glæder jeg mig til.

I fredags fik jeg 1 times massage af Signe på Klinik i Valby. Det foregår med tæpper til at holde varmen, og det er sgu en times lækker wellness. Det kan anbefales.

Lad dig ikke stresse

Jeg talte med Ulrik Jessen i fredags, som har været plaget af sygdom og forkølelse de sidste par uger. Mange ville blive stresset og begynde at køre på alligevel. Miste deres tålmodighed og træffe dårlige beslutninger. Det er der risiko for, når man bliver stresset og mister ens store overblik. Men Ulrik Jessen var afslappet og i balance. Han kender sig selv og den vej, han skal bevæge sig ud på. Han skal toppe i Aabenraa Bjergmaraton og i Ostseeman den 5. august.

Ostseeman, som vi på Tri365 har et kærlighedsforhold til - jeg var i 2008 og i 2009, og Andreas var med i 2009. Jeg er bange for, jeg aldrig vil få muligheden for at deltage igen, men minderne kan ingen som bekendt tage fra én.

I modgang er det vigtigste, at du har gjort dig helt klart, hvorfor du gerne vil træne. Hvad er dine motivationsfaktorer? Ha’ dem skrevet ned og find dem frem, når du kan mærke, at du hænger lidt i bremsen. Og husk; bliver man ramt af sygdom eller skader, så kan man næsten altid finde en eller anden form for træning, så man kan holde sig igang, ens krop kan holde blodcirkulationen oppe, og man kan komme af med nogle affaldsstoffer. Det værste man kan gøre, er, at sige til sig selv: “Nu er jeg også skadet – så kan det sgu også bare være lige meget. Jeg går igang igen, når jeg er rask”. Det handler om at optimere – at skrue på selv de mindste knapper. Det er vejen frem mod indfrielse af sit eget potentiale - som jo kan flytte sig, efterhånden som det bliver indfriet.

Man kan uforvarent komme til at lade sig stresse af andres træning. Selvom jeg aldrig selv bliver i tvivl om, at jeg har fat i den helt rigtige træningsmængde og indhold, så kan der altid i et splitsekund smugle sig tvivl ind i en ens hjerne, når man hører om andres træningsladen. Træner jeg for lidt? Træner jeg det rigtige? Kan jeg overhovedet finde ud af det her? Alle kan komme i tvivl – også de allerbedste sportsfolk, der findes.

Men du skal tro på det, du gør. Hold fast i den vej, du har besluttet dig for, er den rigtige for at nå netop dit mål. For det er en vigtig pointe. Inden for individuel sport er det meget forskelligt, hvilke hovedmål vi hver især har. Og selvom man har det samme mål, så er vores træningsbaggrund forskellig. Vores hverdage er forskellige. Vores ressourcer er forskellige. Man bør aldrig sammenligne sig selv med andre. Med mindre man er helt klar over, hvorfor man gør det. Sammenligningen skal være valid og være baseret på fakta, reflektion og perspektivering. Hvis den er det, kan man nemlig bruge den kontruktivt – til at vurdere og evt. tilpasse sin egen træning. For man kan altid lære noget af andre. Så vær altid åben overfor input. Men vær klar over, hvorfor du er det.

Sammenligninger mellem atleter og præstationer (læs tider), med mindre vi taler om eliten, gavner absolut kun de få, og den er sjældent særlig troværdig.

Pro licens

Jeg har fået betalt for min Pro Licens til Dansk Triathlon Forbund. Næste skridt bliver at få anskaffet et WTC Pro Membership, så jeg kan komme til start i Ironman 70.3 Haugesund i Norge den 8. juli. Jeg køber kun et medlemsskab til to stævner. Jeg har ikke brug for mere. Det andet løb vil forblive en hemmelighed indtil videre…

God træning :-)

Google Buzz
, ,

No comments yet.

Leave a Reply